Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelles debatindlæg om "Politisk islam og demokratiet" i Jyllands-Posten den 18. januar 2012

Politisk islam og demokratiet

GUIDO WESTERWELLE udenrigsminister (FDP) 

Det er i vores interesse, at muslimsk-demokratiske partier vinder fodfæste som forbilleder.

Tre farer truer

Det Arabiske Forår: for det første restaurationen, altså at eneherskernes Anciens Régimes kræfter atter styrkes. For det andet erhvervslivets fallit, der vil skærpe sociale spændinger og føre til ny uro. For det tredje at det demokratiske opbrud bliver underløbet af radikale, fundamentalistiskislamistiske bevægelser. Vi bør politisk og  erhvervsmæssigt støtte ombrydningsprocesserne i Nordafrika og den arabiske verden. Med investeringer, samarbejde om uddannelse og åbne markeder kan vi gøre meget for at forbedre folks erhvervsmæssige udsigter og personlige livsmuligheder. Politisk skal vi presse på for forankring af demokratiske institutioner og processer, for  deltagelse og pluralitet. Hvordan skal vi i den forbindelse omgås politiske grupper, der henter deres politiske dagsorden fra islams værdi- og moralforestillinger? Hvor man  har haft eller skal afholde valg, aftegner der sig et flertal for muslimsk orienterede kræfter. Hvordan tager vi mødet med islam inden for politik? Et nøgternt og  fordomsfrit blik er vigtigt. Politisk islam er ikke det samme som radikal islamisme. Muslimsk orientering angiver ikke i sig selv et bagstræberisk, antimoderne, antidemokratisk og antiliberalt sindelag. Vi må lære at kigge nøje efter og skelne. Selvfølgelig er der også trådt fundamentalistiske, altså virkeligt ”islamistiske”, grupper ind i det politiske kapløb, og en dialog med dem har ingen udsigt til succes. Men i  f.eks. Tunesien eller Marokko kan vi se, at det foreløbig snarere er moderat- muslimske partier, der har fået flertal.

Nødvendig dialog

Det er nødvendigt at søge dialogen med netop disse mådeholdne kræfter om forholdet mellem stat og samfund, politik og religion. Partier, der er inspireret af muslimske værdier og nationale traditioner, har nemlig for tiden størst chance for på længere sigt  at udvikle sig til regionens største folkepartier. Vi må respektere det, hvis  partierne i landene i Nordafrika vil udforme politik efter et muslimsk værdikompas,  ligesom det er naturligt i Europa, at flere partier føler sig forpligtede på kristelige  værdier og vil realisere deres politiske forestillinger på det grundlag. Det afgørende  spørgsmål for os må være, hvordan muslimskpolitiske partier stiller sig i forhold til  demokratiet. Er der tale om muslimsk-demokratiske partier, ligesom der som en  selvfølge findes kristelig-demokratiske partier i det europæiske partispektrum? Jeg er  overbevist om, at en forbindelse er mulig mellem muslimsk indstilling og demokratisk sindelag, mellem islam og demokrati. I Nordafrikas overgangslande kan det vise sig i  praksis. Man skal tænke på, at mange repræsentanter for moderat-muslimske kræfter i Nordafrika allerede nu orienterer sig efter udviklingen i Tyrkiet. Dér er med AKP et  parti – med alt, hvad man her skal holde kritisk øje med – blevet den for tiden  stærkeste politiske kraft, et parti, som har stærke muslimske rødder og føler sig  forpligtet på demokratiske principper. Vi bør nøje kigge på de muslimske partiers  programmer, og frem for alt bør vi måle dem på deres handlinger. Vigtig er  bekendelsen til demokrati og retsstat, til et pluralistisk samfund og til religiøs tolerance  såvel som bevarelse af indre og ydre fred. Det er de seks kriterier, vi  anlægger og forlanger overholdt. Den, som holder sig til dem, kan regne med vores  støtte.

Opmuntrende tegn

I Tunesien har Ennahda-partiet vundet flertal ved valget til den forfatningsgivende  forsamling. Repræsentanter for Ennahda erklærer, at deres mål er forsoningen mellem tradition og muslimsk identitet på den ene side og de moderne samfunds  udfordringer på den anden; de udnævner imidlertid også demokrati og pluralitet til de  politiske rammer for deres virke. Efter valget har Ennahda stiftet en koalition med  verdslige, altså ikkereligiøse partier. Det er opmuntrende tegn på vejen mod et partilandskab, hvor muslimskdemokratiske partier indtager en vigtig plads. Vi bør gøre  vores for at fremme positive udviklinger, idet vi tilbyder dialog og støtte til en  holdbar forandring frem mod et demokratisk og pluralistisk samfund. Ét står i den  forbindelse klart: Bruddet med den diktatoriske fortid kan ikke finde sted fra den ene dag til den anden. Der er på begge sider af Middelhavet brug for tålmodighed og ro. Det Arabiske Forår har sat dybtgående samfundsmæssige opbrud og politiske  forandringer i gang. Med eneherskerne og diktatorernes fald i Tunesien, Libyen og Egypten er man gået det første revolutionære stykke vej. Den politiske,  samfundsmæssige og erhvervsmæssige opbygnings langt længere vej er kun lige antrådt. Der er chance for, at de moderat muslimske kræfter etableres som muslimsk-demokratiske partier. Det ligger i vores interesse, at muslimsk-demokratiske partier vinder fodfæste som forbilleder.
Derfor skal vi understøtte