„Vi løber ikke fra vores hæslige fortid“

Interview Botschafter Krumrei mit Jyllands-Posten forstør billede Jørn Mikkelsen og ambassadør Claus Robert Krumrei (© Den Tyske Ambassade)

Af Jørn Mikkelsen

Claus Krumrei lader alle normale diplomatiske hensyn fare, når han gør regnebrættet op efter tre år som Tysklands ambassadør i Danmark. Det har været en fantastisk tid. Danmark har været en spændende udfordring. Forholdet mellem det lille Danmark og det store Tyskland er bedre end måske nogensinde.

En uge før Tyskland går til valg, den 24. september, sætter den afgående ambassadør sig i sin bil og kører sydpå sammen med sin kone. Der er ingen sammenhæng mellem de to begivenheder, men en god anledning til at spørge ind til forholdet mellem to lande, der gennem tiden har haft mange udfordringer, men nu er landet dér, hvor naboskabet går for at være et internationalt eksempel til efterfølgelse, f.eks. i grænselandet.

I sagens natur er det især Tyskland, der har ændret sig. Genforeningen i 1990 markerede en meget håndgribelig geografisk forandring af det store land i Europas midte, der blev endnu større. Deraf fulgte også store politiske, kulturelle og mentale ændringer, som har trukket dybe spor i den tyske selvforståelse. Hvad er det for et Tyskland, der snart går til valg?


»Det er et land, som har udviklet sig meget og flyttet sig meget siden genforeningen. Det er et land, som er blevet meget moderne, og hvis værdier har ændret sig mærkbart. Det er et land, der er fast forankret i Europa, og som har udviklet sin store åbenhed over for andre lande i Europa. Tyskland er tilfreds med sig selv og sin tilstand, selv om man også godt ved, at alt skal videreudvikles,« siger Claus Krumrei på en meget dansk sommerdag i haven i ambassadekvarteret i Hellerup.

Et skandinavisk Tyskland

Han taler om værdier, der har udviklet sig, og andre kan se, at Tyskland af i dag er blevet langt mere afslappet og mindre autoritetstro. Selv om der stadig holdes lidt mere på formerne end i Danmark, så er mange hierarkier under opblødning.

Man kan måske sige det sådan, at Tyskland er ved at blive mere skandinavisk?

»Man kan i hvert fald sige, at vi i meget lang tid har delt de samme værdier. Ønsket om sikkerhed, om frihed, ligestilling, fairness, ordentlighed i forvaltningen. Efter katastroferne med de to verdenskrige har vi fundet tilbage til disse værdier, men det er faktisk ikke helt nyt for os. Det er en retning, der går tilbage til det 19. århundrede, men som blev afbrudt af de to krige. Udviklingen har været mere ubrudt i Skandinavien, men vi er endt nogenlunde det samme sted. Tyskerne er lidt skandinaviske, men det modsatte er også tilfældet. Kernen i den såkaldte skandinaviske model er værdier, som Tyskland altså også hylder.«

Opbruddet har været meget håndgribeligt også på den politiske scene. Tyskland har i dag en kvindelig kansler, oven i købet østtysk protestant (Angela Merkel), en finansminister i kørestol (Wolfgang Schäuble), og for få år siden var udenrigsministeren homoseksuel (Guido Westerwelle). Det ér blevet diskuteret, men mest ud fra et udgangspunkt om, at der egentlig ingen grund er til at snakke om det.

»Ja, der er faktisk ingen grund til at tale meget om det. Den enkelte mødes med respekt, uafhængigt af hvordan man lever sit liv eller er præget af sin skæbne. I dag er det en selvfølge, men sådan har det jo ikke altid været, og derfor er der også grund til at fastholde det. Tyskland adskiller sig i dag her ikke fra andre lande – igen: bortset fra de to krige, der ændrede så meget.«

Historien er tung i Tyskland, og tyske ambassadører er også en slags omrejsende historielærere – eller måske snarere historieforklarere. Visse formuleringer går igen. Der kan godt tales om den katastrofe, som tyskerne stod over for ved Anden Verdenskrigs slutning, men altid med en understregning af, at det var det nazistiske Tyskland, der udløste krigen og gruen. Tyskerne fik så at sige den krig tilbage i hovedet, som de selv have udløst.

Også Claus Krumrei er meget historisk bevidst og understreger konstant de to verdenskriges – især den sidstes – betydning. Tyskland har en forpligtelse til at holde erindringen i live. Dagens politiske ledere har stadig historien med i bagagen, når de træffer beslutninger og fastlægger Tysklands position på den internationale scene. Men det skal naturligvis afbalanceres med nutidens helt anderledes krav.

Hver generation i Tyskland tager denne debat forfra. Størst opsigt vakte det for år tilbage, da forfatteren Martin Walser betegnede Holocaust som en moralsk kølle, som Tyskland hele tiden kan slås oven i hovedet med. Omvendt mente f.eks. hans kollega Günter Grass, at Tyskland ikke havde fortjent genforeningen på grund af forbrydelserne under Anden Verdenskrig.

Men der bliver aldrig tale om, at Tyskland kan trække en slutstreg.

»Erindringen om Holocaust, krigen, vil altid forpligte Tyskland. Alle begår fejl. Alle gør sig skyldige i et eller andet. Men Tyskland har i helt særlig grad forbrudt sig. Det vil altid være med os. Men vi må finde en balance mellem en moralsk forpligtelse til at holde erindringen i live og en selvbevidsthed, som følger af gode gerninger og et positivt bidrag til en fælles udvikling. Jeg synes jo nok at kunne sige på Tysklands vegne, at vi nu snart i mange årtier har vist, at vi faktisk kan bidrage positivt ude og hjemme.«

Men selv om Tyskland konstant vedkender sig gammel skyld, så er Tyskland af i dag vel blevet mere selvbevidst?

»Ja, naturligvis. Men det er ikke noget nyt. Det går over 40 år tilbage og begynder med Øst-politikken (udsoningen med den kommunistiske østblok, red.) og etableringen af konferencen for fred og sikkerhed, CSCE, tilbage i 1970’erne. Her sker et vist ryk. Tyskland markerer sig med egne initiativer, også over for Sovjetunionen. Det var fortrinsvis tyske projekter, som var til gavn for hele Europa. Så kom genforeningen; en proces, der udgik fra Tyskland og kom til at præge hele Europa. Efter genforeningen blev det tydeligt, at situationen i Tyskland prægede hele kontinentet positivt. Det var der en glæde over i Tyskland naturligvis, og det fremmer en vis, sund selvbevidsthed.

Normalt forbinder man selvbevidsthed med noget mistænkeligt; en følelse af overlegenhed. Men udgangspunktet – det totale nederlag i 1945 – er ikke til at tænke væk fra den tyske selvforståelse. Det er permanent med os og vil fortsætte med at være det. Vi begyndte ved nul i 1945, og hele vejen siden har været en bevægelse væk fra dette nulpunkt. Vi har selv prøvet, hvordan det er ikke at betyde noget; når ingen lytter til én. Vi ved faktisk, hvordan mindre lande sikkert nogle gange har det. Det præger os stadig og er en bærende del af vores måde at agere med andre på. Vi er partnere, vi er ligestillede, selv om vi er store, og andre er små. Vi passer virkelig på med ikke at virke belærende eller tale ned til mindre lande.«

Kritik af det stærke Tyskland

Vi nærmer os nu minefyldt farvand for diplomaten. Ingen kan have overhørt kritik af Tyskland i de senere år for at optræde for selvsikkert, undertiden ligefrem enerådende og netop også give gode råd til andre lande om, hvordan de f.eks. burde køre deres finanspolitik. Det er en kritik, der især hænger sammen med den nu overståede finanskrise, i særlig grad over for et land som Grækenland, men den er også ventileret i kølvandet på kansler Merkels beslutning for to år siden om – uden at konsultere nabolandene – at åbne for flygtningepresset med den berømte sætning: »Wir schaffen das.«


Der er også kritik af Tysklands rekordstore handelsoverskud, af den tilbagevendende position som eksportverdensmester, af for stramme finanslove. Da den mangeårige kansler Helmut Kohl (1982-96) døde for nylig, gik det igen i mange nekrologer, at han havde et særligt – igen: meget historisk betinget – øre for de små EU-lande, bl.a. Danmark, og at dagens politiske elite i Berlin her lod noget tilbage at ønske.

Træt af Bismarck

Ambassadør Krumrei husker Otto von Bismarcks gamle ord om, at Tyskland er for lille til at dominere Europa, men for stort til ikke at gøre forsøget. Han ser lidt træt ud, når han bliver mindet om det. Det er jo slet ikke dér, vi er i dag, lader han forstå.

»Det er helt i orden, at Tyskland kritiseres. Uden kritik kan vi ikke udvikle os, uden kritik bliver man magelig. Man kan sige, at bevægelse forudsætter kritik, og vi diskuterer også disse spørgsmål meget selv. Vi reagerer også løbende på den konkrete kritik, der rejses. Og vi er først og fremmest i permanent dialog med dem, der kritiserer os.«


Men alligevel: Tillader Tyskland i dag sig ikke en anden tone over for andre end tidligere?

»Det er rigtigt, at der er en sådan debat derhjemme. Jeg forstår den nok ikke helt selv. Kansleren lytter til alle, besøger alle, hun lukker ingen ude. Det samme gælder ministre og embedsmænd. Der er løbende dialog på alle niveauer med vore partnere. Og en specifik kritik af, at Tyskland ikke er så optaget af de små og mindre lande som under Helmut Kohl, synes jeg simpelt hen ikke rimelig.«

I Grækenland synes man nok, at Berlin tydeligt tilkendegav både holdninger og krav til den græske økonomi?

»Det handlede om finanskrisen. Men vi fandt jo faktisk løsninger i finanskrisen, som alle har haft glæde af. Krisen endte netop ikke i egoisme, men i løsninger, som endte med at gavne alle. Det lykkedes at håndtere en katastrofal situation, som opstod med finanskrisen, uden at det for alvor rokkede ved vores demokratiske fundament.«

Vi slutter her. Claus Krumrei lukker kapitlet Danmark og drager videre. Det samme gør det Tyskland, der snart går til valg.