EU-finansaftalen styrker stabilitet
forstør billede
(© www.colourbox.com)
Det nyeste forlig på EU-topmødet i Bruxelles om en finanspagt og traktaten om Den europæiske stabilitetsmekanisme er et stort skridt hen imod en europæisk finans- og stabilitetsunion. For én ting er sikkert: Hvis Europa skal overvinde krisen, er der brug for en omfattende budgetkonsolidering.
En så omfattende aftale om at indføre juridisk bindende gældsbremser er under alle omstændigheder et finanspolitisk nybrud. Jeg tror, at det var muligt at nå til enighed, fordi alle EU-medlemslande havde den tanke tilfælles, at solidaritet og soliditet er to sider af samme sag.
Fra topmødet udgår også en anden, mindst lige så vigtig impuls: Fokus på vækst og beskæftigelse. Dette gælder især bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, såvel som støtten til de små og mellemstore virksomheder og fuldførelsen af det indre marked.
Stats- og regeringscheferne opfatter den stramme budgetdisciplin samt vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne som det rigtige middel, til at EU kan overvinde gældskrisen og komme styrket ud af den. Topmødet i Bruxelles har vist, at EU-medlemslandene er i stand til at finde frem til en solid og bæredygtig europæisk budget- og vækstpolitik, som både skaber optimisme blandt borgerne og tillid på markederne.