13.01.2012 - Den Tyske Ambassade i Københavns kultur- og pressereferent Marko Naoki Lins' tale i anledning af åbningen af udstillingen ”Never odd or even”

Kære Sanne Kofod Olsen

Kære Solvej Helwig Ovesen

Mine damer og herrer

Det er mig en stor glæde, at jeg i anledning af åbningen ”Never odd or even” er blevet bedt om at sige et par ord på vegne af Den Tyske Ambassade i København.

Jeg glæder mig især over, at det netop er den traditionsrige by Roskilde, der med ”Never odd or even” har fået en moderne udstilling, der forbinder vor tids tekster, digte og kunst på en spændende måde. ”Never odd or even” er et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst i Roskilde og Grimmuseum i Berlin og viser, at et internationalt samarbejde inden for kunst og kultur kan føre til spændende projekter.

Det er jo lige netop den kulturelle udveksling, der er med til at styrke interessen for det respektive naboland. Danskernes billede af Tyskland har i de senere år forandret sig i en positiv retning blandt andet takket være de traditionelt tætte kulturelle relationer mellem Danmark og Tyskland, men også på grund af Berlin, der med sit unge, kreative og kulturelt attraktive image allerede i årevis har tiltrukket mange danskere. Nogle anser Berlin med sine 300 – ofte prisbelønnede – danske kunstnere endda som Danmarks hemmelige kulturhovedstad. Samtidig træder I med jeres udstilling ud af det dansk-tyske kunstmiljø og viser Berlins samlede internationale kunstneriske kreativitet.

Udstillingen, der allerede kunne opleves på Grimmuseum i Berlin, har med sine tekstbaserede værker til hensigt at åbne op for mentale rum.

Man må virkelig sige, at den præsenterede kunst er ”never odd or even”. En fantastisk titel til en udstilling, som tydeliggør det spændingsfelt, som kunstnerne bevæger sig i. Det lykkes gang på gang at skabe et sådant spændingsfelt hos publikum for så at opløse det igen.

Det tyske udenrigsministerium, der gennem Institut für Auslandsbeziehungen er med til at støtte denne udstilling, er overbevist om, at kunst har en særlig evne til at bygge bro mellem forskellige kulturer og traditioner. Derfor vil jeg gerne takke kunstnerne og selvfølgelig også kurator Solvej Helwig Ovesen og museumsdirektør Sanne Kofod Olsen.

Jeg ønsker alle en succesrig og inspirerende udstilling!

Mange tak!

Udstillingen ”Never odd or even”

Udstillingen ”Never odd or even”