Den tyske ambassadør Michael Zenners tale i anledning af Dansk-Tysk Handelskammers nytårsreception den 25. januar 2012

Logo - Det Tysk-Danske Handelskammer forstør billede Det Tysk-Danske Handelskammer (© Det Tysk-Danske Handelskammer)

Kære formand, kære gæster!

Det glæder mig at deltage i receptionen i dag, og jeg ønsker alle et godt nytår.

Dansk-Tysk Handelskammer indtager en central rolle, når det gælder de dansk-tyske handelsforbindelser. Jeg vil derfor gerne takke bestyrelsen, direktionen og alle medarbejdere for den indsats, de har ydet.

Efter min mening kan De se tilbage på mange gode resultater.

Det glæder mig, at jeg ved denne lejlighed har mulighed for at hilse på mange af dem, der repræsenterer de virksomheder og institutioner, der har bidraget til vores fælles succes.

De økonomiske forbindelser mellem Danmark og Tyskland er fremragende, og Tyskland er Danmarks vigtigste handelspartner.

Eksporten til Tyskland er af stor betydning for danske virksomheder, ligesom Danmark også er et vigtigt afsætningsmarked for mange tyske firmaer. Derudover samarbejder danske og tyske virksomheder i mange projekter.

Mht. vækst og beskæftigelse har udviklingen i Tyskland i 2011 været lovende, og det har netop også vore handelspartnere kunnet profitere af. Det glæder mig, at dette også er blevet anerkendt i de danske medier.

Denne positive udvikling tager nok af i løbet af 2012. Jeg er dog fortrøstningsfuld om, at denne svaghed snart af overvundet igen. Mange af vore handelspartnere er p.t. tilbageholdende i deres forbrug, og det har også en indflydelse på vores handelstal.

Europas finanssystem er fortsat under pres. I en del lande er gældsbyrden meget stor. Mange danske kommentatorer værdsætter den tyske forbundsregerings rolle i den nuværende økonomiske og finansielle krise. Selvfølgelig oplever vi også kritik, da interesserne ikke altid kan være de samme.

Tyskland deler stort set den danske regerings holdning under Danmarks EU-formandskab. Begge lande er interesserede i at få styr på de offentlige finanser, at reducere gældsbyrden og samtidig skabe grundlaget for en vedvarende vækst.

Selvom Danmark ikke hører til euro-landene, gør Danmark sit yderste for at sikre stabilitet i eurozonen og holde sammen på de 27 EU-lande for at undgå gruppedannelse. Her er Danmarks rolle som brobygger afgørende. Hovedprioriteten for det danske EU-formandskab er at arbejde for et ansvarligt og dynamisk Europa, dvs. en bæredygtig og sund økonomisk politik. Derudover vil Danmark arbejde for en konsolidering af finanserne og skabe vækst og nye arbejdspladser ved at styrke Europas indre marked, indgå i målrettede forhandlinger om EU's syv års budgetramme og fremme miljøteknologien inden for grøn vækst. Det er i tråd med vores målsætning. Når det gælder de internationale økonomiske forbindelser og den internationale handel, er det lige så afgørende at følge op på forhandlinger om frihandelsaftaler med vigtige partnere.

Jeg vil gerne se tilbage på det forgangne år og nævne nogle punkter, der forekommer mig at være vigtige for de dansk-tyske relationer set ud fra en tysk synsvinkel.

Jeg har kunnet konstatere begivenheder, der har været værd at lægge mærke til.

Først og fremmest i forbindelse med energi- og miljøpolitikken: Som De sikkert har fulgt med i, har atomkatastrofen i Fukushima medført, at Tyskland har revurderet risiciene ved brugen af atomkraft. Forbundsregeringen har besluttet at fremskynde atomkraftens afvikling, som i forvejen var planlagt, og lukke en række af de ældre atomkraftværker med det samme. Samtidig vil man fremskynde et skift til renere energi. I den forbindelse spiller vindkraft en særlig rolle, og det er også udgangspunktet for et øget samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Når det gælder udnyttelsen af vindenergi, har Danmark et stort potentiale og meget at byde på. Tyskland går ligeledes ind for en massiv udbygning af vindkraft. Således arbejder Forbundsregeringen aktivt på at udbygge offshore-anlæggene og strømforsyningsnettet for at få elektriciteten ud til forbrugerne på en mere effektiv måde.

Det er derfor i vor fælles interesse, at de grænseoverskridende forbindelser udbygges yderligere. Sammen med deres partnere i den Europæiske Union bestræber Danmark og Tyskland sig på internationalt niveau på at sikre en bedre miljøbeskyttelse og har således arbejdet meget tæt sammen på den sidste konference i Durban.

Også på trafikområdet er der positive videreudviklinger:

Forberedelserne til etableringen af en fast Femern Bælt forbindelse fortsætter planmæssigt. Vi regner med, at tunnellen åbnes i 2020. Det vil skabe et nyt grundlag for trafikinfrastrukturen og impulser for erhvervslivet.

I det sønderjysk-tyske grænseområde samarbejder man nu mere. Den dansk-tyske trafikkommission, der blev etableret sidste år, er et vigtigt udvalg til at undersøge de fremtidige grænseoverskridende trafikforbindelser og komme med idéer til konkrete projekter. Her spiller både udbygningen af motorvejsforbindelserne og togtrafikken en vigtig rolle.

Et andet punkt, hvor vi kan konstatere, at der er mange fællestræk mellem Danmark og Tyskland, er, at vores økonomier er ved at vokse endnu mere sammen. Danske virksomheder investerer kraftigt i Tyskland og omvendt. Derfor er det vigtigt, at der også på uddannelsesområdet sker en stærkere sammenknytning og flere grænseoverskridende tiltag. Her kan Dansk-Tysk Handelskammer sikkert også spille en rolle.

Som De ser, er samarbejdet tæt og lovende. Vi er i gang med vigtige projekter på både et bilateralt, europæisk og globalt niveau.

Vores samarbejde byder på lovende chancer og muligheder.

Jeg vil gerne slutte med at takke handelskammeret endnu engang for dets vigtige arbejde og ønsker os alle et lykkebringende 2012.

Dansk-Tysk Handelskammer

Logo - Det Tysk-Danske Handelskammer

I mere end 15 år har Dansk-Tysk Handelskammer nu været grundlag for det erhvervsmæssige samarbejde mellem Tyskland og Danmark. Det er en kompetent kontaktadresse vedrørende nabolandets samhandel. Denne står for et eksportvolumen på omkring 17 milliarder euro. Dette udgøres af en blomstrende servicesektor og en høj købekraft.