"Den europæiske mission"

Ambassadør Claus Robert Krumrei forstør billede Ambassadør Claus Robert Krumrei (© Den Tyske Ambassade)

Ikke siden Genforeningen i 1990 har udlandet kigget så meget mod Tyskland, som det har i 2017. Indsættelsen af Donald Trump som præsident i USA har fået en række vestlige intellektuelle til at erklære, at den tyske kansler er blevet »det liberale Vestens nye leder«. Hvorvidt Angela Merkels Tyskland kan og vil leve op til den rolle er omdiskuteret. I første omgang er kansleren nødt til at beskæftige sig med det tyske valg til september, hvor socialdemokraten Martin Schulz udfordrer hendes magtbastion, og hvor det højrepopulistiske Alternative für Deutschland sandsynligvis rykker ind i Forbundsdagen i Berlin.

Den tyske regerings fremmeste talsmand i Danmark er den 62-årige ambassadør Claus Robert Krumrei. Weekendavisen har besøgt ham for at høre, hvordan han ser på det nye Tysklands rolle i Europa, og hvilke perspektiver han ser i samarbejdet med Danmark.

»Den tyske politiske klasse er stærkt orienteret mod åbenhed over for vore naboer, og det tyske samfund er gennemsyret af en holdning om, at man bærer et europæisk ansvar,« siger Claus Robert Krumrei, efter at vi har sat os godt til rette foran pejsen i hans ambassadørvilla i Hellerup.

»Vi føler os ansvarlige for Europas skæbne. Ansvarlige for opretholdelsen af Europas velstand, frihed og udviklingsmuligheder,« understreger han.

Ingen kursændring

– Det lyder, som om Tyskland har et større ansvar for Europa end andre?

»Vi har alle det samme ansvar. Men tyskerne har virkelig, på en måde som er usædvanlig, optaget dette ansvar i vores dna. Det ville være skønt, hvis alle lagde den samme seriøsitet og viljekraft i dette ansvar for Europa. Europæerne har været igennem en lang udvikling, der har vist, at en koncentration om nationale mål fører til katastrofen.«

– Altså de to verdenskrige, som Tyskland i høj grad udløste?

»Ja, men mere end det. Det begyndte i 1800-tallet med nationalismens opkomst, så fulgte Første og Anden Verdenskrig. Derefter kom Den Kolde Krig med diktaturerne i Østeuropa. Vi har altså flere gange efter hinanden oplevet, hvad det betyder, når man sætter den opskruede nationalisme forrest. Mange begyndte efter Anden Verdenskrig at forstå, hvad det betød, og derfor opbyggede en række lande på kontinentet EU. Men Winston Churchill i England var faktisk den første, der sagde det: At vi har brug for Europas forenede stater.«

Krumrei fortæller, at mange udlændinge i dag spekulerer over, hvordan Forbundsdagsvalget til september mon vil påvirke den tyske udenrigspolitik, men ifølge ambassadøren vil den tyske kurs være den samme efter valget.

»Jeg ser ingen tegn på – heller ikke med opkomsten af AfD – at der vil ske grundlæggende forandringer. Det politiske miljø er forankret i en enighed om de store spørgsmål, selv om der naturligvis er rebeller og opposition.«

Krumrei tilføjer, at Tyskland bestræber sig på at være en af fornuftens stemmer i en stadig mere uroplaget verden.

»Vi har Brexit, problemer med Rusland og konflikter i Mellemøsten, men tyskerne vil også i fremtiden reagere – som Merkel længe har gjort – med forstanden og ikke med følelserne. Dette fokus på det egentlige, på fornuften, er hvad man kan forvente fra tyskerne. Vi vil aldrig vælge nogen, der stiger op på barrikaderne for at omstyrte verden.«

Urimelig kritik af Merkel

En mørk, antik møbelindretning vidner om en musisk og klassisk dannet ambassadør. Han spiller gerne på det store, sorte klaver, der står i stuen. Reolerne er fyldt med litteratur om dansk og tysk historie, blandt andet en stor bog om komponisten Niels W. Gade. Der hænger også mange private 1800-tals malerier: Et portræt af den unge Richard Wagner, et skovbillede fra Krumreis nordtyske hjemstavn, et flodbillede fra studiebyen München samt et skilderi af Venedig – familiens yndlingsrejsemål.

– Tyskland er igen Europas vigtigste land, og kansleren er Europas vigtigste politiker. Er det noget, som gør tyskerne stolte?

»Ja, hvem ville ikke være stolt, hvis nogen sagde, at man var vigtig. Men det er meget væsentligt at forstå, at alle tyskere – med undtagelsen af nogle fra den nye tyske højrefløj – forstår Tysklands europæiske opgave. Vi har derfor fået et europæisk Tyskland. Jeg ved godt, at der er stemmer – også her i Danmark – der siger, at vi har fået et tysk Europa, men det er vigtigt, at man kommer væk fra sådanne falske klicheer.«

– Hvorfor er det falske klicheer?

»Fordi det bygger på en rent national tænkning. Men tyskerne tænker ikke så meget i nationale kategorier. Vi tænker, at velstand, sikkerhed og frihed er mål, som alle europæere skal efterstræbe i fællesskab.«

– Men forfølger Angela Merkel kun fællesskabets interesser? Hvis man ser på hendes beslutning den 4. september 2015 om at åbne grænsen for flygtninge, så talte hun forinden kun med den østrigske kansler. Men beslutningen havde også stor betydning for de nordeuropæiske lande, som hun ikke konsulterede...

» Den beskrivelse af begivenhederne er ikke rigtig. Situationen var sådan, at vi havde et Schengen-regime i 2015, hvor der ikke var indre grænsekontrol. Kansleren åbnede ikke grænserne – de var allerede åbne. Kansleren gjorde ikke andet end at tale med dem, der havde ansvar for transportvejen gennem Østrig, hvormed mennesker i en svær humanitær situation i Ungarn kunne hjælpes. Det var en måde at sørge for, at denne humanitære nødsituation sluttede. Merkels beslutning drejede sig kun om det, men bagefter opstod det indtryk i offentligheden, at kansleren havde åbnet samtlige europæiske grænser. Det var der ikke tale om,« lyder det fra Krumrei.

– EU-modstanden i Europa har en rem af anti-tyskhed over sig på grund af historiens skygger fra Anden Verdenskrig. Hvad siger De til det?

»Det kan ikke undre, at der er mistro og spekulationer om Tyskland. Anden Verdenskrig ødelagde landets troværdighed. Men efter 70 års demokratisk forbundsrepublik er det retfærdigt, at vi forsvarer os imod kritik, fordi det ikke er fair at pådutte os noget, som ikke har eksisteret i den samlede efterkrigshistorie. Vi skal selvfølgelig lytte til kritik, og vi er ikke perfekte, og nogle gange modsiger vi måske os selv eller er for uklare, når vi forklarer, hvad vi egentlig vil. Men de, der vil kritisere os i dag, må kritisere os for nutiden – ikke for fortiden og for verdenskrigene – og de må begrunde det virkelig godt. Vi vil lytte og tage det alvorligt, men vil også forsvare os godt.«

Tæt forbundne nabolande

Diskretion er ikke altid en æressag, når man er ambassadør i Danmark. Det viste Claus Robert Krumreis kollega, amerikaneren Rufus Gifford, der gjorde sit bryllup med sin mandlige kæreste til en offentlig begivenhed, blev realitystjerne på DR3 og udgav en kogebog. Men spørger man Krumrei, er det ikke en ny tendens inden for ambassadør-faget.

»Nej, det er ikke udtryk for en markant, ny udvikling. Enhver ambassadør må udtrykke sin egen personlighed, men i langt de fleste tilfælde er en ambassadør stadig den rolige embedsmand, der arbejder flittigt uden for rampelyset. Men jeg vil for eksempel gerne understrege, at jeg beundrer min ven og kollega François Zimeray, som sætter menneskerettigheder og ytringsfrihed højt på den politiske dagsorden,« siger Krumrei om sin franske kollega, der ofte har markeret sig i den danske debat.

Men også den tyske ambassade skruer op for de udadvendte aktiviteter i Danmark, når det gælder kulturdiplomatiet. Det så man for eksempel den 3. oktober 2016, den tyske nationaldag, hvor Krumrei havde inviteret store dele af den danske samfunds- og kulturelite til koncert i DRs koncerthus. Her optrådte de verdensberømte 12 Cellisten fra Berliner Filharmonikerne for første gang i Danmark.

– Hvordan vurderer De Tysklands rolle for det danske samfund i forhold til tidligere?

»Vi har et enormt økonomisk samarbejde. Det betyder, at mange danskere er rejst til Tyskland for at arbejde og studere. Udviklingen er også gået den anden vej: Hvis vi optæller, hvor mange tyskere der nu bor her, er tallet cirka 35.000. Dermed udgør tyskerne faktisk et af de største mindretal i Danmark,« siger Krumrei, der ikke har medtalt »det gamle mindretal« på cirka 15.000 tysksindede i Sønderjylland.

Han forklarer, at det dansk-tyske forhold har flere tyngdepunkter og fremhæver samarbejdet om flygtningespørgsmål, Femern Bælt, mindretalsspørgsmålene, det udenrigspolitiske samarbejde i EU.

»Vi er to nabolande, der er meget nært forbundet på en måde, som man meget sjældent ser, og det er min hovedopgave at sørge for en god kontakt mellem vores egen regering og den danske. Sikre, at maskineriet fungerer.«

– Hvordan er billedet af Danmark i Tyskland...

»Det mest elskede land i Tyskland er Danmark. Det er det land, som de fleste vil pege på, selv om der også er nogle, der mener, at det er Schweiz.«

– Men hvad kender tyskerne til os? Alle kender jo Dänisches Bettenlager (Jysk Sengetøjslager, red.), men hvad kender I derudover?

»Værdsættelsen skyldes ikke, at man gerne køber danske senge, men de værdier, danskerne er kendte for: venlighed, beskedenhed, ærlighed og rygrad. Danskerne kendes som troværdige repræsentanter for de europæiske værdier. Det har man også set under flygtningekrisen, hvor både tyskerne og danskerne gerne vil hjælpe, men hvor vi også ser på problemerne og siger det højt. Danskere og tyskere er på mange måder på bølgelængde, men siden 1864 har vi haft en svær historie. Frem til 1945 blev lighederne mellem os overdækket af forskellige konflikter og af besættelsestiden, men bag facaden var vi to lande, som lignede hinanden. De sidste 70 år er facaden begyndt at forsvinde, og nu mærker man igen lighederne meget tydeligt.«

Et element af anarkisme

Den tyske ambassadør er nordtysker og født i 1955 i en mindre by tæt på hansestaden Bremen. Han føler sig som en typisk repræsentant for den liberale, nordtyske tradition, der er præget af skibsfart på de syv have, frihandel og en stor åbenhed over for verden.

»Det er min åndelige hjemstavn, og det er et stort held at være forbundet med den strømning, som kendetegner alle landene omkring Nordsøen: Danmark, Tyskland, Holland og England. Her har man en lang tradition for frihed, tolerance og arbejdsomhed,« siger Krumrei.

Efter fire år hos den tyske marine, studerede han fra 1978 til 1986 jura og historie i den sydlige, katolske storby München. Det blev så meget hans »anden hjemstavn«, at München er blevet et af hans og hustruen Uta Krumreis foretrukne rejsemål.

Siden 1986 har Claus Robert Krumrei været i diplomatiet. Og blandt andet boet i Amerika, Rusland, Sydamerika, Kina, Hongkong, Bonn og Berlin, inden turen gik til København i 2014.

– Hvad synes De bedst om ved Danmark?

»Danskerne er meget ordentlige og meget ærlige. Det er dyder, som virkelig er levende her. Vi ser det også i de internationale ranglister, at I topper med hensyn til frihed fra korruption og tillid mellem mennesker. Det er vidunderligt, og som nordtysker føler jeg mig meget beslægtet med danskerne.«

– Danskerne har også et anarkistisk element og sætter spørgsmålstegn ved autoriteter. Der er for eksempel Olsenbanden med de storskrydende små oprørere, hippiernes fristad Christiania, og de berømte og berygtede karikaturtegninger...

»Ja, et folk som har så meget fornemmelse for ordentlighed, ærlighed og for Jantelov, de må naturligvis også have et element af anarkisme, ellers bliver det for snævert. Sådan er det også i Nordtyskland. Hvis ikke der er en smule rebelskhed, bliver det for kedeligt. Man skal have ventiler; det hører til det menneskelige.«

Den europæiske mission

Weekendavisen 21.04.2017